Kort fortalt
PianoIntro indsamler ingen personlige oplysninger. Appen virker uden internet, den har ingen reklamer og ingen konti, og intet af det, du gør i appen, forlader din enhed.
Hvem vi er
PianoIntro er lavet af Refleksion · Planlægning · Handling, en enkeltmandsvirksomhed i København, CVR 45818659. Du kan skrive til os på hello@r-p-h.app.
Hvad appen indsamler
Ingenting. Appen har ikke tilladelse til at bruge internettet, så den kan ikke sende noget nogen steder hen. Der er ingen værktøjer til statistik, reklamer eller fejlrapporter i appen.
Mikrofonen
Slår du mikrofonen til, lytter appen, mens du spiller, for at høre, hvilken tangent du trykkede på. Lyden behandles på enheden, mens den kommer ind. Den bliver aldrig optaget, gemt eller sendt videre.
Du kan sagtens spille uden mikrofonen og trykke på tangenterne på skærmen i stedet, og du kan altid slå mikrofonen fra i enhedens indstillinger.
Læs op
Knappen Læs op siger appens instruktioner højt, for alle der hellere vil høre dem end læse dem. Den bruger telefonens egen oplæsning, en app for sig (på de fleste telefoner Googles). PianoIntro bruger kun en stemme, der er installeret på telefonen og virker uden internet, så talen bliver lavet på enheden, og uden sådan en stemme vises knappen ikke. Det, der læses op, er appens egen tekst og aldrig noget om dig.
Påmindelser
Fra version 1.1 kan PianoIntro minde dig om at øve. Påmindelser er slået fra, indtil du slår dem til, under appens Indstillinger eller når appen spørger dig én gang. De bliver lavet på telefonen: Androids eget alarmur vækker appen på det tidspunkt, du har valgt, og appen viser en stille notifikation, hvis du ikke har øvet den dag. Intet sendes nogen steder hen. Appen skal kun have Androids tilladelse til at vise notifikationer, og den kan du altid tage tilbage i telefonens indstillinger.
Dine resultater
Resultater, rekorder, klarede lektioner og indstillinger gemmes kun på din enhed. "Start forfra" i appens indstillinger sletter resultater, rekorder og klarede lektioner. Afinstallerer du appen, forsvinder det hele.
Børn
PianoIntro er lavet til børn såvel som voksne. Appen indsamler ingen personlige oplysninger om nogen, og derfor heller ikke om børn. Der er ingen reklamer, intet at købe og ingen måde at skrive med andre på.
Google Play
Du henter PianoIntro i Google Play, som Google driver under sin egen privatlivspolitik. Har du på din enhed valgt at dele brugs- og diagnosticeringsdata med Google, kan Google fortælle os, at appen er gået ned, med enhedens model, Android-versionen og tekniske detaljer om fejlen. Det når os som statistik uden noget, der kan identificere dig, og vi bruger det kun til at rette fejl.
Dine rettigheder
Efter databeskyttelsesforordningen (GDPR) har du ret til at se, rette og slette de oplysninger, vi har om dig. Vi har ingen, så der er ikke noget at slå op, men du er altid velkommen til at skrive til os. Du kan også klage til Datatilsynet.
Ændringer
Skulle appen en dag begynde at indsamle noget, opdaterer vi denne side, før den version udkommer, og appen fortæller dig det.